Jeg har valgt mine garnbaser med stor omhu. Det er vigtigt for mig at ulden er produceret under forhold der sikrer god dyrevelfærd samtidig med at hyrderne får en fair pris for deres produkt. Samtidig skal garnet være lækkert og af virkelig god kvalitet. Jeg farver kun på uld der ikke er superwash behandlet og som ikke indeholder plastfibre såsom nylon.

Økologisk Merino uld

Min merino uld kommer fra Peru hvor mulesing ikke praktiseres. Ulden kommer fra små flokke af får der lever i bjergene. Ulden er ofte hyrdernes eneste indkomst kilde og derfor er de meget bevidste om at passe godt på dyrene så de kan få højst mulig pris for den.

Højlands uld

Højlands ulden kommer også fra Peru. Også den kommer fra mindre hyrder der har deres får i bjergene. Ulden bliver processeret og spundet på et lokalt spinderi. Jeg farver på to varianter af højlands ulden – en tyndere type med 420 meter per 100 gram og en tykkere vamset udgave med 200 meter per 100 gram.

Alpaca

Mit alpaca garn er en skøn blanding af 70% baby alpaca, 20% silke, og 10% cashmere. Det er virkelig et garn i luksusklassen. Det er super blødt og lækkert, med en smuk struktur og et loddent udtryk. Alpacaen kommer fra Andes bjergene i Peru, hvor hyrderne i samarbejde med spinderiet sikrer god velfærd for dyrene. Silken og Cashmeren kommer fra Kina og Mongoliet.

Merino-silke

Dette garn er en meget blød og lækker blanding af 50% merino uld og 50% silke. Også her kommer merino ulden fra ansvarlige kilder i Peru og silken fra Kina. Det er et meget smukt og glansfuldt garn. På grund af silken i garnet er det meget slidstærkt og kan bruges som et plastik-frit alternativ til strikkede strømper.

Silk-mohair

Dette er en skøn blanding af børstet mohair og silke. Mohair ulden stammer fra enten Europa eller Sydafrika, og er ansvarligt produceret. Garnet er let og luftigt, og kan strikkes alene, holdt dobbelt, eller som følgetråd med andre garner.